print.php?link_id=1067

Fakta

Kampen mod konfliktdiamanter fortsætter.....


Artikel fra AuClock om emnet

Læs om den seneste udvikling her www.worlddiamondcouncil.com

Konfliktdiamanter


Fakta om Konfliktdiamanter og Kimberley 

Konfliktdiamanter er uslebne diamanter, som oprørsbevægelser bruger til at finansiere deres væbnede 
kamp mod legitime regeringer. Konflikterne er ofte voldsomme og blodige og udspilles for det meste på civilbefolkningernes bekostning. Derfor kaldes stenene også konfliktdiamanter. I lande som Angola, Congo, Elfenbenskysten, Liberia og Sierra Leone har konfliktdiamanter givet næring til nogle af de blodigste konflikter, Afrika har været vidne til.

Den 11. og 12. maj 2000 begyndte man i byen Kimberley i Sydafrika den såkaldte Kimberley-proces. Her samarbejder de vigtigste parter, som eksporterer, forarbejder og importerer diamanter samt repræsentanter for diamantindustrien og det civile samfund med det formål at finde frem til måder, hvorpå man kan fjerne konfliktdiamanterne fra markedet. Man har blandt andet udarbejdet et internationalt certificeringssystem for uslebne diamanter. 

I CIBJO-tryksagen The Retailer´s Guide to Marketing Diamond Jewellery (Detailhandlens guide til handel med diamantsmykker) beskrives det garantisystem, der er udarbejdet af The World Diamond Council WDC) og godkendt af deltagerne i Kimberleyprocessen. Den viser den garanti, som alle købere og sælgere af slebne diamanter og diamantsmykker skal angive på alle fakturaer. Garantien forsikrer, at de nærværende diamanter er blevet anskaffet i overensstemmelse med FNs resolutioner på området og ad lovlige kanaler, der ikke er involveret i konflikter.

Fakta om CIBJO 
CIBJO er en forkortelse af det franske “Confédération International de la Bijouterie, Joaillerie, Orfèvrerie 
des Diamantes, Perles et Pierres” hvilket på engelsk oversættes til “The World Jewellery Confederation”. 
Organisationen blev dannet i 1926 som BIBOA, hvis mission var at repræsentere og fremme den europæiske smykkeindustris interesser. Den blev omdannet til CIBJO i 1961, med det mål at skabe en paraplyorganisation, som kunne varetage interesserne for den samlede verdens smykkeindustri. CIBJO er i dag et internationalt forbund af nationale smykkeindustriers organisationer. 

CIBJOs formål er at opmuntre til harmoniseringer, fremme internationale samarbejder i smykkeindustrien 
og at tage hånd om problemer, som vedkommer branchen på verdensplan – primært at beskytte forbrugernes tillid til industrien. CIBJO er afhængig af, at de nationale medlemsorganisationer støtter og implementerer CIBJOs beslutninger og sikrer offentlighedens tillid til industrien.

Guldsmedefagets Fællesråd og dermed også Danske Guldsmede og Urmagere og Guldsmedebranchens Leverandørforening er medlem af CIBJO.