print.php?link_id=930

Fakta

Rengøring af ædelsten: Som regel kan en opløsning af flydende mild sæbe i lidt lunkent vand med efterfølgende tørring og polering med en blød klud klare det meste - men en gang imellem kan det anbefales at smykker renses med ultralyd. Det kan kun de professionelle guldsmede klare. Hvis du er i tvivl om den rette behandling af visse ædelsten, så overlad også rensningen af dem til guldsmeden. Dette gælder specielt opaler, rav, koraller, turkiser og smaragder, som er skrøbelige sten, specielt overfor stød.

Brug dine smykker rigtigt

Uanset om man har brugt millioner af kroner på at købe kostbare smykker, eller om vi taler om arvestykker, så kan det altid betale sig at passe på smykkerne

For selvom smykkerne ganske vist ofte er fremstillet af ædle materialer, er de ikke evigt holdbare eller uforgængelige. Der skal passes godt på dem, specielt hvis man har planer om at lade dem gå i arv.

Fingerringe er sandsynligvis blandt de smykker, som er mest udsatte for slid og ridser. Øreringe og halskæder er mere beskyttet på grund af deres placeringer på kroppen. Men et hak i en ring eller en ridse i en metalarmring er ingen tragedie, for den kan som regel pudses op igen. Specielt ringe af platin er "taknemmelige", fordi metallet er så tæt: Intet metal forsvinder fra ringen, selvom den skulle blive ridset - hvorimod der faktisk går en lille smule guld eller sølv tabt fra en ring lavet af de metaller.

Diamanter kaldes også "pigernes bedste venner", fordi de er verdens hårdeste mineral. Blandt stenenes mærkværdige egenskaber er deres vandafvisende karakter, hvilket gør dem fedtsugende! Det betyder, at selvom diamanter kan klare næsten alt, hvad de udsættes for, skal de flotte sten altså renses en gang imellem. Hvad de færreste ved er at en diamant faktisk kan splintres i tusind stykker, hvis man er rigtig uheldig og taber den mod for eksempel et cementgulv.

Perlekæder: Få en guldsmed til at kigge snoren (som regel silke) efter hvert andet år - snoren er langt mere skrøbelig end perlerne. Perleørestikker kan blive kradset af andre ædelsten, så de bør opbevares for sig i en lille pose, gerne af vaskeskind. I det hele taget bør perler altid helst aftørres med en blød klud efter brug.

Metaller: Guld er pudsefrit, men sølv kan oxidere (blive sort). Bed din guldsmed om instruktioner i sølvets pudseretning, idet sølv ridses hvis det pudses forkert. Brug kun de pudsecremer som din guldsmed anbefaler. Skal guld- og sølvsmykker pudses op, eller skal ringen have sin oprindelige overflade tilbage, må smykket en tur indenom guldsmeden.

Husk altid at tage smykker på som sidste del af påklædningen - parfume, kosmetik og cremer påføres først, dernæst smykker og ure. Til havearbejdet og rengøring af huset bør det heller ikke være livsnødvendigt at gå med fingerringe, idet de kan bøjes ud af form. Perler, koraler, turkis, rav og malakit er porøse smykkesten, som er specielt udsatte over for varme og misfarvende olier.

Når alt det så er skrevet, så skal smykker også bruges og nydes - for de er blandt de smukkeste kærlighedsgaver! Og så er det med smykker som med kærlighed: Med god pleje holder begge dele længere!