Bytteret og returret

Er du opmærksom på, at der gælder forskellige regler for køb i fysiske butikker og køb på nettet? Hvis ikke, så læs mere her:

Online-køb
Når du handler på nettet, har du 14 dages fortrydelsesret. Din fortrydelsesfrist er 14 dage, fra du har modtaget varen med posten, medmindre der er aftalt en længere frist

  • Du skal inden for fristen meddele sælgeren klart og tydeligt, at du vil bruge din fortrydelsesret. Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen
  • Du skal selv betale returportoen, medmindre netbutikken giver gratis returforsendelse
  • Du har selv ansvaret for gaven, mens du har den og under forsendelsen tilbage til netbutikken
  • Du må kun prøve gaven, som du kan gøre det i en butik, hvis du vil have alle pengene retur. Er varen brugt ud over det, skal du selv betale, hvis varen er forringet i værdi

Køb i en fysisk butik
Et køb er en bindende aftale, og du kan som udgangspunkt ikke fortryde dit køb. Selvom mange butikker tilbyder en retur- eller bytteret, er det ikke en ret, du har efter lovgivningen, hvis det ikke er aftalt ved købet.

Varen kan kun byttes eller returneres, hvis det er aftalt ved købet

  • Du skal kunne fremvise en bon, eller varen skal have et byttemærke
  • Du skal forvente, at varen skal kunne sælges igen som ny. Den må ikke være brugt, mærker må ikke være klippet af, og emballagen skal ofte følge med varen
  • En bytteret giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken
  • En returret giver dig ret til at få prisen for varen udbetalt
  • Du skal overholde den aftalte frist for, hvornår varen senest kan byttes

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk