Skal valget falde på guld eller sølv? Turkis eller topas? Vi guider dig til at vælge det smykke, der passer bedst til dig.
At stå hos guldsmeden og skulle købe et nyt smykke kan give nøjagtigt samme dilemmaer, som når et barn træder ind i slikbutikken. Så meget at vælge mellem, der glimter i alle regnbuens fristende farver, og slet ikke nok penge til at købe det hele.
Er man i tvivl om, hvilke farver og metaller, der passer bedst, kommer her en række gode råd og guidelines til, hvordan man vælger rigtigt.
Kend din hudtone
Find først og fremmest ud af, om det er varme eller kolde farver, der klæder dig bedst. Det finder man nemmest ud af ved at vurdere, om man har en varm hudtone eller en kold hudtone. Har man en varm hudtone, har man som regel gule undertoner og har nemt ved at blive solbrun, mens den kolde hudtone har en blå undertone. Den kolde hudtone findes som regel hos mennesker, som er meget lyse eller som har nemt ved at rødme.
Øjnenes farve kan også være et rigtigt godt pejlemærke til at finde ud af, om man egner sig bedst til kolde eller varme farver. Her gælder samme tommelfingerregel som med hudtonen. Så lysebrune øjne vil oftest være varme, fordi farven hælder mod gult, mens mørkebrune øjne kan være kolde, fordi nuancen hælder mod blå eller sort. Det samme gælder i øvrigt for blå øjne, som man ellers umiddelbart kunne tro altid ville være kolde. Men er nuancen over mod det grå, er der som regel tale om en varm farve.
"Generelt kan du gå ud fra, at din øjenfarve vil være en farve, hvis nuancer er god til dig. Så øjenfarven er en rigtig god indikator for gode farver til dig," forklarer Tini Owild, der arbejder som stylist for blandt andet flere politikere og en lang række danske erhvervsvirksomheder.
Håret kan hjælpe
Også håret spiller ind på, om det er de kolde eller de varme farver, der fungerer bedst. Kigger du dig i spejlet og ser lokker, der fx er platin- eller rødblonde, sortblå, hvide eller leverpostejsfarvede, så er det kolde farver, der fungerer bedst, mens hårfarver som gyldenblond, sorte, gyldenbrun, gulerodsfarvet og kastanjebrun pejler om, at varme farver hitter.
"Hvis man er i tvivl om, hvorvidt en farve fungerer, så er det en god idé at holde den op til ansigtet og se, om den giver liv til ansigtet, eller man bliver død og udvasket. Det er et godt pejlemærke," fortæller Tini Owild.
Mavefornemmelsen har som regel ret
Hvis man så finder ud af, at ens side af farveskalaen er de varme farver, er det smykker med de samme kvaliteter, man skal gå efter: gyldne, varme farver, mens den kølige side af skalaen lægger op til smykker i sølv, hvidguld og platin.
"Generelt er folk ret gode til at vælge de rette toner til sig selv. Jeg har efterhånden set over 1000 klædeskabe, og selvom man måske ikke har gjort sig klart, om man er bedst i kolde eller varme farver, kan de fleste godt se, om en farve er god eller ej. Man skal bare følge sin mavefornemmelse," fortæller Tini Owild.