Værd at vide om diamanter

Intet stof er så hårdt som diamanten, derfor er den på det nærmeste uforgængelig. Diamanten er den mest eftertragtede og prestigefyldte af alle ædelsten.

Betegnelsen diamant er afledt af det græske ord "adamas" der betyder "den ubetvingelige".

Intet stof er så hårdt som diamanten, derfor er den på det nærmeste uforgængelig. Stenen kan dog forbrænde ved meget høje temperaturer og derved omdannes til grafit.

Diamanten dannes i ca. 150 - 600 km dybde. Her findes temperaturer og tryk, der er høje nok til at kunne binde kulstofatomer så tæt sammen, at de danner diamant. Diamanten, der er det hårdeste og mest bestandige stof, naturen har skabt. Den kommer kun op til jordoverfladen gennem vulkansk aktivitet og altid i forbindelse med en lava-art, der kaldes kimberlit "blue ground" eller lamproit.

De ældste beretninger om diamanten stammer fra Indien og er dateret til ca. 800 før vor tidsregning. Men først i 1600-tallet, da den franske juvelér og opdagelsesrejsende Jean Baptiste Tavernier hjembragte diamanter til "Solkongen" Ludvig XlV, blev stenen kendt i Europa. I løbet af 1700-tallet blev diamanten uhyre populær, en popularitet den har fastholdt.

Den første sydafrikanske diamant blev fundet i 1867 i grusaflejringer tæt ved Oranjefloden. Større undersøgelser af området afslørede senere, at gamle og forlængst udslukte vulkanrør kaldet "pipes" indeholdt en hidtil ukendt diamantførende bjergart: Kimberlit, opkaldt efter findestedets geografiske navn Kimberley.

Kimberlit kaldes "Blue ground" på grund af sin farve. Det er en vulkansk lava med en kemisk sammensætning, der gør, at der fra en dybde af 80 til 150 km - kan føres diamanter uskadte op til jordoverfladen, uden de brænder op i de høje temperaturer, der hersker i en aktiv vulkan.

Farve
Diamanter, der har en egentlig farve, er uhyre sjældne og kostbare. De kaldes med en fællesbetegnelse for "kulørte diamanter" eller "fantasidiamanter." Omtrent samme grad af sjældenhed som fantasidiamanterne har de helt farveløse diamanter, som ligeledes er meget kostbare.

De fleste diamanter er svagt gullige eller brunlige. Den gule farve skyldes tilstedeværelse af meget små mængder af kvælstof. Blålige diamanter indeholder meget små spor af bor. Det er øjensynligt ikke kun tilstedeværelse af kvælstof og bor, der farver diamanten, men tillige hvilken placering disse stoffer har i krystalstrukturen. Bestråling kan i visse situationer ændre placeringen og dermed påvirke farven ganske betragteligt.Til de mest sjældende hører de pink diamanter

Holdbarhed
På grund af diamantens store hårdhed ridses den sjældent, men stenen er ikke upåvirkelig over for stød, fordi den besidder fuldkommen spaltelighed og spalter i fire retninger parallelt med oktaederfladerne. Diamanten er endvidere særdeles modstandsdygtig over for kemikalier.